Hvilke tendenser vil påvirke arbejdet i IR-afdelingerne de kommende år? I anledning af nytåret bad DIRFnyt to internationale eksperter om at kigge i krystalkuglen. Den viste både markante trends og stigende kompleksitet i IR-rollen
Af Erik Holm
Fokus på bæredygtighed, stigende regulering og en snigende digitalisering. Dette er nogle af de tendenser, der vil påvirke IR-faget de kommende 1-3 år. Sådan lyder forudsigelserne fra Kay Bommer, adm. direktør i Deutsche Investor Relations Verband, DIRK, samt Managing Director, Richard Davies, RD:IR i London.
DIRFnyt har i anledning af årsskiftet bedt fageksperterne give deres bud på den nærmeste fremtid. Begge forventer en stigende kompleksitet i opgaverne for IR-afdelingerne som følge af regulering og større krav fra flere interessenter. Kay Bommer peger eksempelvis på både MiFID II og aktionærrettighedsdirektivet, der skal implementeres i løbet af sommeren 2019, som eksempler på det, han kalder overregulering af kapitalmarkederne.
“Dette ser jeg ikke som en positiv udvikling, fordi IR-afdelingerne i stadig større grad skal lave juridisk arbejde og compliance. Da vi ikke samtidig ser stigende budgetter, vil dette blot tage tid og ressourcer fra det, som er god IR: investor targeting, kommunikation og at skabe relationer med investorerne,” siger Kay Bommer over telefonen fra Frankfurt.
Undervurder ikke ESG
Både Richard Davies og Kay Bommer peger på ESG-kriterierne (Environmental, Social, Governance), som en klar trend, der til en vis grad er undervurderet, men vil tage fart de kommende år. Bæredygtighed er ikke længere et marginalt område, påpeger Davies.
“I 2019 og de kommende år vil ESG blive et langt mere centralt punkt for investorer og den måde, som virksomheder bliver værdisat på. Der kommer flere ESG-fonde, og de har flere penge. Det, vi ser nu, er porteføljemanagers, som inkluderer kriterierne i udvælgelsen af de aktier, man investerer i,” siger Richard Davies.
Kay Bommer noterer, at andelen af investorer, som udelukkende fokuserer på ESG-kriterierne, stadig udgør et fåtal. Men alle, som arbejder professionelt med IR, bør alligevel tage kriterierne alvorligt, understreger han.
“Du kan stå i en situation, hvor en manager måske synes godt om din aktie, men ikke ved, at han ikke må købe aktien, fordi din virksomhed f.eks. udleder for meget CO2 eller sælger våben til Saudi Arabien. Det er interne retningslinjer, som andre har bestemt på managerens vegne. Så undervurder ikke betydningen af ESG. Det vokser, og det kommer,” siger Kay Bommer, der får opbakning af en undersøgelse fra BNY Mellon fra 2017 om globale trends i investor relations. Undersøgelsen viser en stigning i andelen af IR-medarbejdere, som søger mod ESG-investorer som potentielle nye investorer. Andelen steg fra 26 pct. i 2013 til 34 pct. i 2017.
Maskinlæring giver bedre rådgivning
Digitaliseringen er også helt et centralt område, der i de kommende år vil presse sig mere og mere på, mener den tyske formand. Der er allerede flere eksempler på, at investorverdenen så småt begynder at blive digitaliseret, viser blandt andet rapporten Investment Management Outlook 2019 fra Deloitte.
Rapporten nævner den amerikanske rådgiver State Street, der med appen Verus overvåger og analyserer globale nyheder som rangeres efter betydning for porteføljer med blandt andet maskinlæring (kunstig intelligens). Også Morgan Stanley anvender i dag maskinlæring og predictive analytics for at give indsigt til sine 16.000 finansielle rådgivere, som derved skal kunne yde bedre rådgivning over for bankens kunder. Dette sker ved at gennemtrawle rapporter og data for at give dybere indsigt i investeringer samt viden om mulige konsekvenser for kundernes porteføljer.
Kay Bommer ser udviklingen, men han noterer samtidig, at man i Tyskland er ikke forrest fremme. Dette skyldes blandt andet kulturelle forskelle især i forhold til USA og England, hvor man er bedre til ‘trial and error’, som han udtrykker det. Kay Bommer forventer dog alligevel, at stadig flere funktioner bliver digitaliseret og peger på videokonferencer, digital produktion af rapporter og software, der understøtter investor targeting. Tiden er kommet, konstaterer han: “Digitalisering vil få stor effekt på IR-arbejdet, for der er store gevinster at hente”.
Presset stiger
Richard Davies mener, at udviklingen som beskrevet ovenfor koblet med tendenser som flere passive investorer, et voksende omfang af shorting og stigende brug af proxy advisors, der varetager udenlandske aktionærers interesser, vil gøre IR’s allerede sofistikerede jobbeskrivelse endnu mere kompleks i de kommende år. IR-medarbejderen får ganske enkelt flere opgaver, og antallet af stakeholders stiger fra kunder til bestyrelse og særlige interessegrupper samt medier.
“Det er et job, der så at sige kræver, at man kan bruge begge hjernehalvdele. Men IR handler stadig grundlæggende om mennesker, om at bygge tillid og relationer og sætte ting i den rette kontekst. Det handler ikke kun om tal. IR er per definition både kommunikation og analyse, hvilket også gør jobbet meget interessant. Men presset på IR stiger, og der kommer flere krav fra stakeholders,“ siger Richard Davies.
Det er ikke kun en skidt udvikling, mener de to. Kay Bommer peger på, at IR traditionelt har været en talsmandsfunktion, men mere og mere går over i en rolle, der kræver en generel forståelse af markedet. I mange tilfælde vil investorerne eksempelvis være mere interesseret i virksomhedens syn på globale udviklinger og tendenser end de tørre tal, og hvis de føler sig komfortable, vil investorerne i mange tilfælde købe næsten uanset hvad, mener han:
“IR-rollen skifter i stigende grad til en strategisk intern konsulentfunktion. Det er en trend, som jeg synes, er positiv, fordi IR har meget at tilbyde,” siger Kay Bommer.
Richard Davies Founder & Managing Director, RD:IR www.rdir.com/us/ | Kay Bommer Geschäftsführer – DIRK www.dirk.org/ueber-uns/wir-ueber-uns |