Corona-krisen fik stribevis af danske virksomheder til at suspendere guidance for 2020. Nu er de første selskaber begyndt at genoptage guidance, men det sker ikke uden forbehold, lyder det fra IR-cheferne i to af selskaberne.
Af Erik Holm
Corona-krisen har tvunget flere danske selskaber til at suspendere guidance og mere eller mindre efterlade markedet i blinde. Nu er de første selskaber igen begyndt at udsende opdaterede forventninger til året, selv om det sker under en række forbehold.
En af virksomhederne er Simcorp A/S. Den 18. marts trak it-virksomheden sin guidance for 2020 tilbage som følge af de store usikkerheder forbundet med pandemien, også selv om en stor del af omsætningen i Simcorp er på kontrakt – svarende til ca. 60 pct. af omsætningen på det forventede tidspunkt. To måneder senere kunne virksomheden, som en af de første, udkomme med justeret vækst og forventninger til årets resultat, da usikkerheden var reduceret, fortæller Anders Hjort, Head of Investor Relations,
“Vi kom med en ny guidance fordi, at kunderne har forpligtet sig til at afslutte handler i år, og at vi samtidig har vist markedet, at vi kunne lave to nye handler med nye kunder i slutningen af marts. Det har givet os væsentlig mere sikkerhed og visibilitet trods generel usikkerhed,” siger Anders Hjort.
Med forbehold
Også Scandinavian Tobacco Group har genoptaget guidance. Dette skete 19. maj, to måneder efter suspenderingen, kom bl.a. efter, at virksomheden fik data for april måned og dermed bedre kunne se de første, tydelige effekter af krisen for hele forretningen, fortæller Torben Sand, Head of IR, Scandinavian Tobacco Group.
“Der begyndte vi at få de første indtryk af, hvordan forbrugerne reagerede. Samtidig fik vi et større overblik over konsekvenserne for vores forretning i forskellige dele af verden herunder produktionen, og hvor vi kunne starte op igen efter at have haft midlertidige nedlukninger på enkelte af vores fabrikker. Dette gav os en række vigtige målepunkter for at kunne reducere usikkerheden på en række forecast-parametre og dermed grundlag for ny guidance,” fortæller Torben Sand.
Både hos Simcorp og Scandinavian Tobacco Group ligger der markante forbehold til grund for revisionen af forventningerne. Eksempelvis regner Simcorp med, at markederne i Europa og USA er tilbage til en mere normal situation efter sommerferien. Samtidig er softwarebranchen kendetegnet ved, at mange beslutninger først træffes i Q4, hvilket giver ekstra tid, og endelig har Simcorp udvidet sit guidance-spænd fra 5 til 10 procentpoint pga. den store usikkerhed, fortæller Anders Hjort.
Scandinavian Tobacco Group baserer sin guidance på en svagt negativ organisk vækst i nettoomsætningen mod en positiv vækst før krisen. Dernæst er guidance bygget på, at der ikke kommer større forstyrrelser i forsyningskæden og for det tredje, at der ikke kommer en anden bølge af Covid-19, der ændrer alt igen, fortæller Torben Sand.
“Det har været meget vigtigt for os at være så tydelige som muligt i disse forudsætninger,” siger Torben Sand.
Dilemma over for markedet
Begge IR-chefer ser dog også dilemmaer i at genoptage virksomhedens guidance. På den ene side handler det om forpligtelsen til at kommunikere finansielle udmeldinger til markedet så hurtigt som muligt. På den anden side må man samtidig erkende, at udmeldingerne vil være mere usikre end normalt, lyder det fra Torben Sand. “Dette vil altid være et spørgsmål om niveauet af usikkerhed. Vi føler dog, at vi har så meget hold om tingene nu, at vi godt kan gå ud med reviderede forventninger,” siger Torben Sand.
Anders Hjort fra Simcorp peger på, at man som selskab hurtigt kan ende i en diskussion af, hvordan virus udvikler sig. Denne diskussion vil han helst undgå. “Derfor var det vigtigt at have antagelserne som forudsætning for vores guidance,” siger Anders Hjort.
Positive investorer
Økonomisk Ugebrev bragte den 10. maj en miniundersøgelse blandt analytikere og porteføljemanagere om den suspenderede guidance og dens konsekvenser. Godt 72 pct. af respondenterne mente, at virksomhederne generelt har informeret så godt, som de kunne, under de givne omstændigheder, mens ca. hver fjerde adspurgte svarede nej.
Torben Sand fortæller, at han ikke har modtaget kritik fra hverken analytikere eller investorer. Tværtimod. “Når vi har haft mulighed for at forklare om baggrunden, og at suspenderingen var reel nok, blev det accepteret. Til gengæld har vores forpligtigelse så været at følge udviklingen tæt og komme med en revideret guidance, så snart det var muligt. Det har vi gjort,” siger Torben Sand.
Også Anders Hjort oplever, at den opdaterede guidance bliver positivt modtaget af markedet:
“Investorer og analytikere er jo også usikre på udviklingen. Her kommer vi i hvert fald ud og fortæller, hvordan vi tror, at tingene udvikler sig. Så har markedet noget at forholde sig til,” siger han.
Ingen sovepude
Over for Økonomisk Ugebrev fastslog Nasdaq, at selv om der er forståelse for den suspenderede guidance, må dette ikke blive en sovepude; oplysningsforpligtelserne gælder stadig.
Finanstilsynet skriver i en mail til DIRF, at udstedere bør opgøre deres første kvartal på sædvanlig vis svarende til fremgangsmåden, når forventninger ikke er suspenderet:
“Samtidig bør udstedere oplyse om forudsætninger/usikkerheder for resten af året forbundet med de omstændigheder, der gør sig gældende på nuværende tidspunkt, da det fortsat kan være svært for udstederne at kommunikere konkrete tal for resten af året. Oplysningen om den fortsatte usikkerhed bør ledsages af udstederens observationer og tiltag samt en udmelding om, at udstederen løbende vil følge op,” skriver Finanstilsynet.
Hos Scandinavian Tobacco Group er Torben Sand glad for igen at kunne fortsætte mere eller mindre som normalt: “Jeg synes personligt, at det har været vanskeligt at manøvrere i dette vakuum, som vi har befundet os i, så det har været en god ting at komme tilbage med en revideret guidance.” siger Torben Sand.
Fakta:
- Der findes ikke egentlige tidsfrister for, hvor længe udstedere kan blive ved med at have suspenderede forventninger og altså ikke have guidance.
- Artikel 4 og 5 i transparensdirektivet siger, at børsnoterede virksomheder skal offentliggøre års- og halvårsrapporter. Disse skal ledsages af en ledelsesberetning, som stiller et krav om guidance.
- Børsnoterede virksomheder skal ifølge årsregnskabsloven ”beskrive virksomhedens forventede udvikling, herunder særlige forudsætninger og usikre faktorer, som ledelsen har lagt til grund for beskrivelsen”.
- Halvårsregnskaber skal indeholde ”en beskrivelse af den forventede udvikling samt en beskrivelse af de væsentligste risici og usikkerheder for den resterende del af regnskabsåret”.
- Hvis et børsnoteret selskab vælger at aflægge kvartalsrapporter, gælder der også et krav om guidance, svarende til kravet om halvårsrapporter, jf. delårsrapportbekendtgørelsen § 12.
- I praksis betyder dette, at børsnoterede virksomheder vil være nødt til at forholde sig til deres guidance – og til eventuelle suspensioner, når de opgør regnskaber i forberedelsen på at aflægge årsrapporter, halvårsrapporter og kvartalsrapporter, dvs. i hvert fald på kvartalsbasis.
- Finanstilsynet offentliggjorde den 20. marts en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at udstedere løbende skal følge op, hvis de har fundet behov for at suspendere forventninger og komme med tal, når disse foreligger.
Kilde: Finanstilsynet
Links:
Pressemeddelelse fra Finanstilsynet omtalt i faktaboks:
Link til meddelelse om genoptaget guidance fra Simcorp:
https://www.simcorp.com/en/news-and-announcements/2020/05/simcorp-as-new-revised-guidance-for-2020
Scandinavian Tobacco Group: