Så var vi endnu engang nået frem til årets sidste medlemsmøde, hvor Nasdaq Copenhagen traditionen tro er vært for den meget populære og mere uformelle julebrunch. Igen i år havde mange medlemmer tilmeldt sig den hyggelige brunch og netværkssnak tilsat opdatering om den seneste udvikling hos fondsbørsen – og ikke mindst hos politikerne på Christiansborg som afslutning af et travlt – ja næsten hektisk år alle steder.
Året på fondsbørsen – Carsten Borring, Head of Listings
Nasdaq Copenhagen har som fast KPI at bidrage til, at vi får en bedre aktiekultur i Danmark; og selv om man kunne ønske svenske tilstande på det område, så vi fik noget mere risikovillig kapital, der skaber vækst og arbejdspladser gennem noteringer af vækstselskaber, så halter vi stadig efter de øvrige lande i Norden, så arbejdet fortsætter, hvilket ikke er blevet lettere efter regeringsskiftet, men mere om det senere.
Derudover har et af de vigtigste hovedpunkter været ESG, som forudsagt på sidste års julebrunch, og det bliver endnu større til næste år. Og det er nødvendigt at med ekstra fokus på området, for udviklingen går rigtigt stærkt hos landene, som vi normalt plejer at sammenligne os med. Måske har vi i Danmark i en årrække haft en lidt for tilbagelænet holdning og haft et billede af os selv som front runners, men især inden for ligestilling går vi stærkt tilbage, så Danmark nu er faldet tilbage til 14. pladsen fra en plads som nummer 13 sidste år, mens de øvrige nordiske lande indtager de øverste pladser.
First North stiger fint set på for hele Norden med over 300 selskaber, og hvor 80 er rykket fra vækstbørsen over i small cap. Vi gør det fortsat fremragende inden for life science-området, hvor de store, gamle selskaber som Novo Nordisk gør det glimrende, og hvor Genmab senest også er blevet noteret i USA, som nu er blevet et større marked også for danske selskaber. Også GN Store Nord er lykkedes med at følge med tiden, så de efter 150 år på børsen fortsat er at finde blandt de største selskaber. Trenden er, at risikovillig kapital findes i USA og i Sverige, og derfor vil især kapitalfonde og pensionsfonde kigge den vej for bedst mulige afkast.
Hos politikerne er der dog ikke meget viden om kapitalmarkeder, og der mangler generelt indsigt i betydningen af risikovillig kapital for vækst i investeringer og arbejdspladser. Rune Lund fra Enhedslisten vandt ganske vist årets aktiespil på Folkemødet, da han følger trenden og investerer bæredygtigt. Den politiske agenda og forklaringen af erhvervslivets vilkår er fortsat ekstremt vigtigt, for næsten uanset hvilken politiker man taler med, så har de ingen idé om, hvordan erhvervslivet virker, så Nasdaq fortsætter indsatsen.
Et område, hvor Danmark står stærkt er bæredygtighed (bedre end Norge), og der har været pæn succes med den frivillige guide til rapportering af ESG-nøgletal. USA er endnu ikke kommet med på ESG-vognen, så derfor var det et vigtigt signal internt hos topledelsen og de 4.000 medarbejdere, at Nasdaq CPH vandt en pris for guiden. FN’s 17 verdensmål har stort politisk fokus, men kun klimamålene og ikke finansieringen, som er nødt til at komme fra risikovillig kapital. Men virksomhederne skal også være skarpe på deres kommunikation af klimaaftryk, så investorerne ikke skal lede efter nøgletallene. Pensionskasserne støtter også Nasdaqs 15 nøgletal i ESG reporting guide, så der er ingen grund til at opfinde noget nyt – informationen er der i forvejen.
I alt 56 nynoteringer hos Nasdaq, hvoraf de seks var danske, ni finske og resten i Sverige. Fra politisk hold skal der virkelig fokus på at holde og nurse alle de nye vækstvirksomheder inden for life science, som p.t. i stor stil ligger i Sydsverige, men ofte ledes af danske entreprenører.
Status på det politiske liv på Christiansborg – Hans Engell, politisk kommentator m.m.
2019 har været meget begivenhedsrigt med to valg, der på flere måder og på mange områder ændrede Danmark. Løkkes regering var slidt og samspilsramt, så da Løkke valgte at skifte taktik under valgkampen, hvilket blev meddelt de andre partiledere pr sms, var det ikke muligt at skabe tilliden i blokken og fortsætte.
Den senest Gallup-måling viser, at vælgerne ikke har fortrudt skiftet med 96 mandater til rød blok. Det betyder, at den politiske agenda er ændret med ny klimalov, som dog indtil videre er uden deciderede mål. De afgørende lande er slet ikke oppe i omdrejninger, hvilket seneste COP25 i Madrid viste, så der er lang vej.
Med det nuværende Folketing forestår en kæmpeopgave for erhvervslivet at tænke i strategier for at få fokus på deres vilkår. Bortset fra Tommy Ahlers, Venstre, er der stort set ingen med erfaring og baggrund fra erhvervslivet, og det har ikke nogens interesse. Folketingsmedlemmerne ligner hinanden meget – 6 ud af 10 har en form for akademisk baggrund plus de er meget unge uden andet på CV’et end politisk erfaring.
Mette Frederiksens store held er Venstres interne kamp. Den nye Venstre-ledelses linje er usikker, og Jakob Ellemann har fra starten valgt at være umådelig forsigtig, så det politiske projekt står ikke skarpt endnu. Han skal først arbejde sig frem til at være en samlende figur for den borgerlige blok og har endnu ikke udfordret statsministeren, selv om finansloven var en oplagt mulighed. Analysen er, at S-regeringen holder minimum 4 år, men sandsynligvis også 8 og 12 år, så længe Venstre kæmper med interne modsatrettede meldinger. Jakob Ellemann er ikke en svag leder, men Venstres gruppe er svær at styre med Kristian Jensen og Løkke uden klar melding om deres respektive fremtid.
Analysen for Mette Frederiksens succes lyder på kun to muligheder for, at regeringen kan blive væltet:
- Det Radikale Venstre
Forholdet er historisk slemt uden de sædvanlige samarbejdsrelationer på tværs og på det personlige plan er de ikke eksisterende. De radikale er meget sure over at de ikke kom med i regeringen og Mette Frederiksen kommer ikke til at udvide regeringen med dem. Finanslovsforhandlingerne var lige ved at falde fra hinanden af samme grund, og vi var reelt meget tæt på sammenbrud og dermed nyvalg. Især på den økonomiske politik ville de radikale foretrække VKR, men mangler 30 mandater. - Socialdemokratiets valgløfte om fleksibel pension
De eneste til at redde den plan er DF. Finansiering skal komme fra den danske finanssektor med højere beskatning af topledelser og bonusprogrammer. Der skal findes en løsning – ellers kan Mette ikke regere videre, så forslag kommer til næste efterår. Løkkes største fejl var at tage LA og C med i regeringen, som kæmpede med DF på politiske forslag, og Mette kommer ikke til at lave samme fejl. Vi har fået den mest ideologiske regering i rigtigt mange år. Såvel ministrene som deres topembedsmænd har kendt hinanden i årevis, juniorministrene har til opgave hele tiden at være i medierne, de styres stramt og skal lægge 4-årsplaner for deres områder og indkaldes til MUS med statsministeren. Mette Frederiksen er yderst påpasselig med ikke at havne i fælden med, at embedsmænd får for meget magt – hun vil have politisk styring og ikke regere fra sag til sag. Derfor flere politisk udpegede folk, så ministrene ikke udelukkende fokuserer på drift; det er embedsmændenes job (70/30 arbejdsfordeling med overvægt til politik). Samtidig er Mettes analyse, at aviserne ikke har magt til at styre dagsordenen, så det er ikke nødvendigt at fokusere på medierne.
Generelt vurderes regeringen til at være kommet godt fra start med en meget åben stil. Marienborg bruges til sociale arrangementer, hvor statsministeren har en meget imødekommende tilgang. Regeringens største udfordring bliver økonomien, og hvordan skal alle aftalerne i forståelsespapiret realiseres og finansieres. Mette Frederiksen gav tre løfter i valgkampen, som kan give problemer p.g.a. Velfærdsreformen:
- Et-parti regering
- Fast, stram udlændingepolitik
- Tilbagetrækning for nedslidte
Klimaloven bliver svær at realisere, når finansieringen skal findes (15.000 arbejdspladser i Nordsøen). Spørgsmålet er, hvor dybt klimabegejstringen reelt bunder i befolkningen, når regningerne for skatte- og afgiftsstigningerne begynder at komme sammen med øvrige store ændringer for at nå de store omstruktureringer og reformer som fx udligningsreform, nærhedsreform og sundhedsreform. Socialdemokraterne er godt stillet med en borgerlig blok, der ligger i ruiner. DI’s plan for finansiering er uden politisk realisme og kan aldrig realiseres, og både de borgerlige partier og Socialdemokratiet får problemer med at forklare, hvem der kommer til at betale. I sidste ende bliver det ikke kun erhvervslivet i de store sektorer som transport, energi, industri og byggeri – det gør især S-vælgere med arbejdspladser, skatter og afgifter.