Den 12. oktober udgav FINANSWATCH en artikel under underskriften ”Analytiker frygter ’ubrugelige prognoser’ og dansende aktiekurser efter ny vejledning fra Finanstilsynet af Jeppe Maagaard Holm. Den første rubrik lyder som følger: ”Nye pejlemærker om intern viden fra Finanstilsynet markerer et nybrud for børsnoterede selskaber og kan få store konsekvenser for aktiemarkedet, vurderer aktieanalysechef i Sydbank. Der er plads til fortolkning, siger kontorchef i Finanstilsynet”. DIRF har fået lov til at viderebringe et resumé af artiklen, og adgang til hele artiklen fås via linket her.
Diskussionen handler – igen, igen fristes man til at sige – om den opdaterede vejledning ”Hvornår skal en udsteder offentliggøre oplysninger i finansielle rapporter som intern viden?”, der nu også omhandler udsteders første udmeldinger om forventningerne til et kommende regnskabsår og langsigtede forventninger samt ændringer til disse, og hvilke konsekvenser det potentielt kan have for aktiemarkedet. Der er nemlig tale om en indskærpelse af, hvad Finanstilsynet anser som intern viden, der skal oplyses til markedet, så snart den opstår.
FinansWatch har indhentet synspunkter fra forskelligt hold, og der er generelt uenighed om eventuelle konsekvenser. Aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen udtaler, at der er tale om skrappe krav og frygter ubrugelig guidance fra de børsnoterede virksomheder i slutningen af regnskabsåret på basis af budgetter, som udsendes på et for spinkelt grundlag i stedet for den kendte praksis med deciderede prognoser i forbindelse med offentliggørelse af årsregnskabet, og at de i værste fald kan føre til unødvendige kursudsving på aktiemarkedet.
Fra rådgiversiden udtaler Christian Lundgren, advokat og partner i Kromann Reumert, at der altid har været en vis gråzone i defineringen af, hvornår en viden kan siges at udgøre intern viden, der skal meldes ud til aktiemarkedet. Det vil også være meget forskelligt fra virksomhed til virksomhed, hvornår der er stor nok klarhed i den foreliggende data omkring det kommende regnskabsår, at der skal udsendes meddelelse. Christian Lundgren anbefaler et samarbejde mellem selskaberne, rådgiversiden og Finanstilsynet om en fornuftig løsning, der ikke stiller de danske selskaber dårligere end de udenlandske, der ikke har samme regelsæt ang. udmelding af forventninger jf. årsregnskabsloven.
Hos Finanstilsynet anerkender kontorchef Anne Bruun, at vejledningen ikke giver et enkelt svar på, hvornår de finansielle forventninger for det kommende regnskabsår skal udmeldes til markedet, men at der vil være tale om individuelle selskabsvurderinger om, hvornår ’forventningerne kommer til at holde vand’, og der dermed skal udsendes en selskabsmeddelelse.
Endelig udtaler Aktionærforeningen ved direktør Mikael Bak mindre bekymring. Her har man længe ønsket sig øget gennemsigtighed og hilser det velkommen, at de noterede selskaber i højere grad sender meddelelser omkring ændrede forventninger, og at det giver et bedre informationsgrundlag for de private investorer. Det anerkendes også, at den nye vejledning også lige skal ’lande’, og at der er et behov for at få den fortolket.
Få adgang til FinansWatch og læs hele artiklen her.
DIRF medlemmer kan også få adgang med log-in til den opdaterede Best Practice-sektion på hjemmesiden og læse alt om MAR og de tilhørende bestemmelser.