Nyheder

23.10.2019

IR bringer dig op i helikopteren

Trine Lysholt Nørgaard, funktionsdirektør for Forretningskoncepter Investering & Formue hos Jyske Bank

Skrevet af Erik Holm, Erik Holm Medier

Hvordan begyndte du at arbejde med investor relations?

“Jeg begyndte egentlig inden for risiko- og økonomistyring, da jeg kom til Jyske Bank, men fik for fire år siden tilbud om at beskæftige mig med investor relations på fuld tid som IR-ansvarlig. Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg tror, jeg vil kalde mig selv for en mere end almindelig forretningsorienteret økonom med stor nysgerrighed på virksomheder i bred forstand, og derfor var det spændende at få dette udefra-og-ind-perspektiv på banken”.

Hvad har været dine primære funktioner?

“Jeg har haft en finger med i det meste, vil jeg sige. Jyske Bank er jo ikke en frygtelig stor virksomhed, og derfor er IR involveret i stort set hele værdikæden fra analyse af tallene over udarbejdelse af materiale til analytikerkontakt og roadshows i København og udlandet, hvilket for os vil sige Europa. På den måde hviler jobbet ret naturligt oven på den erfaring, jeg havde i forvejen”.

Hvad har været godt og skidt ved at arbejde med investor relations?

“Det har været fedt at være inde i motorrummet og tage denne viden med ud til markedet, og omvendt bringe med de eksternes syn på virksomheden, strategien og vores performance med tilbage. Det at komme op i helikopteren og se på hele banken har været super spændende. På den anden side, er det ikke så fedt at være bundet af en finanskalender, som dikterer, hvornår du har travlt herunder i skoleferier. Det er ikke altid så familievenligt”.

Hvad har været det mærkeligste spørgsmål du har fået fra investorer?

“Det er ikke så meget et konkret spørgsmål, jeg tænker over her, men mere omfanget af følelsesmæssige reaktioner fra ikke-professionelle investorer, hvis kursudviklingen en dag ikke er så positiv. Det har overrasket mig. Nogle mennesker bliver meget ophidsede og skriver mails, hvor de kalder os for ‘amatører’ eller ‘dumme’ og den slags. Det kan tilsyneladende fremkalde ganske stærke følelse, lad mig sige det sådan”.

Du har netop skiftet position internt i banken væk fra IR-afdelingen. Hvorfor det?

“Primært af nysgerrighed. Timingen var bare god i forhold til at prøve noget nyt, og da jeg har denne interesse for forretningen, sagde jeg ja tak. Vi forsøger i banken at udvikle det forretningsområde, vi kalder Investering, Handel og Formue, hvor jeg er programleder for et initiativ, som skal øge vores fokus på investering og pension. Noget af det jeg tager med mig fra IR i min nye position, er dette med at have et bredt perspektiv og at arbejde med mange forskellige interessenter“.

Hvad bruger du din tid på uden for kontoret?

“Ud over det klassiske med familie, venner og lejlighedsvis motion, er jeg involveret i foreningsarbejde i den lokale håndboldklub, hvor jeg sidder i bestyrelsen og tidligere været træner. Min datter spiller også håndbold, så det bruger vi en del tid på. Vores børn har efterhånden en alder, hvor de er rigtig gode at rejse med, så det har vi stort fokus på. Det var ikke et tilfælde, at vi boede tre år i Canada, vi kan godt lide at se verden”.

Trine Lysholt Nørgaard er funktionsdirektør, Forretningskoncepter Investering & Formue, i Jyske Bank. Hun er uddannet cand.merc. i finansiering fra Handelshøjskolen i Århus i 1997, hvorefter hun tilbragte fem år i forskellige økonomifunktioner hos AarhusKarlshamn. Herefter var hun selvstændig økonomikonsulent i Canada i tre år, hvor hun arbejdede for CIBC og Bank of Montreal. I 2005 kom hun til Jyske Bank, hvor hun har været siden. Trine er født i 1972. Hun bor med sin mand og to teenagebørn i Silkeborg.