Nyheder

30.08.2019

Ny serie med miniportrætter af Investor Relations professionelle

Palle Holm Olesen: Arbejdet med relationer er saliggørende

Arbejdet med ’Investor Relations’ spænder bredt, og det ønsker DIRF at sætte fokus på med en række miniportrætter i vores nyhedsbreve. Vi har spurgt en håndfuld danske investor relations professionelle om deres job, erfaring, oplevelser, hverdag osv., og begynder med Palle Holm Olesen fra Lundbeck.

Hvordan begyndte du at arbejde med IR?

“Efter at have arbejdet som aktieanalytiker i en længere årrække med fokus på health care-aktier i Danmark, havde jeg lyst til at prøve noget andet. Jeg tog fat i Novo Nordisk og fik job inden for konkurrentanalyse. I 2001 skulle man så bruge en person til IR, og så var det oplagt, at det blev mig. Der sad jeg i fire år, før jeg med en kort afstikker til BankInvest kom til Lundbeck Investor relations. Jeg tror, jeg savnede igen at arbejde med noget, som havde mere dybde end blot at handle om folks penge. Desuden kendte jeg Lundbeck ret godt. Resten er historie”.

Hvad bruger du primært din arbejdstid på?

“Ud over at sikre at vi selvfølgelig lever op til de børsetiske regler, handler mit arbejde meget om at netværke, bygge relationer og udvikle det, vi kalder Lundbecks equity story. Som farmaceutisk virksomhed arbejder vi med relativt komplekse ting – for en økonom i hvert fald – så jeg bruger meget tid på at netværk internt, så jeg rent faktisk ved, hvad jeg snakker om udadtil. Cirka en gang om måneden er jeg i USA, hvor vores primære investorbase befinder sig”.

Hvad oplever du som godt og skidt ved arbejde med IR?

“Det, der tænder mig i faget, er arbejdet med relationer, hvoraf mange har været ganske langvarige. Det er helt saliggørende faktisk. Det er også sjovt at udvikle historien om Lundbeck, så vi hele tiden lægger lag til historien om virksomheden eller inddrager nye elementer i historien – dog fortsat med fokus på konsistens. I den modsatte ende vil jeg nok sige, at det er længe siden, at jeg fik røde kinder over at lave et kvartalsregnskab”. 

Hvilke karriereovervejelser har du?

“Jeg har aldrig rigtig haft karriereplaner. Det er nok mere et spørgsmål om, at jeg på et tidspunkt skal drosle lidt ned, lade andre komme til og gerne rejse mindre. Måske jeg skal ned i vagten og sikre, at de rette mennesker kommer ind. Men jeg ved det faktisk ikke”.

Hvis ikke du arbejdede med IR, hvad lavede du så?

“Jeg har på et tidspunkt overvejet, om jeg skulle tilbage og arbejdet som aktieanalytiker. Det var vældig sjovt. Det job har så ændret sig drastisk de senere år, så måske jeg bare savner noget, som engang var. Jeg har i hvert fald svært ved at se mig selv inden for en anden sektor end sundhed”.

Hvad er et det mærkeligste spørgsmål, du har fået fra investorer?

“Det er ret nemt at svare på. Vi får det faktisk tit: Hvad har jeg ikke spurgt om, som jeg burde spørge om? Det er jo et både svært og mærkeligt spørgsmål for nu at være helt ærlig”.

Hvad bruger du tid på uden for arbejde?

“Jeg er vældig musikinteresseret og samler på plader til min hustrus store frustration. Vi har to golden retrievere i familien, som vi bruger meget tid på, og så dyrker jeg motion i form af svømning og løb, når jeg får taget mig sammen. Endelig har vi to mindre piger, som jeg naturligvis også bruger meget af min tid på”.

Palle Holm Olesen er VP, Investor Relations i Lundbeck. Palle er uddannet cand. merc. fra Handelshøjskolen i København og har arbejdet i 12 år som aktieanalytiker i hhv. Bikuben Børs, Bjørnskov & Co samt Nykredit Bank. Han er født i 1963 og bor med sin hustru og to døtre i Bagsværd.

Af Erik Holm, Erik Holm Media