Nyheder

01.04.2019

Carpe diem: Stort potentiale for danske virksomheder ved ESG

ESG er gået fra buzzword til et topseriøst emne blandt professionelle investorer. Danske virksomheder halter efter på nogle områder, men har derfor også gode muligheder for at blive bedre og høste fordelene.

Af Erik Holm

Det blev egentligt sagt så billedrigt på et medlemsmøde i DIRF fredag formiddag: Når det handler om ESG, er det slut med bare tæer og grønt græs. Eller sagt med andre ord: ESG bevæger sig med rekordfart fra at være noget lidt udefinerbart og hippieagtigt til at være benhård forretning og et fokusområde for de mest seriøse og pengestærke investorer.

“ESG kan være noget marketings-pjat, men kun hvis det bliver håndteret forkert. For investorerne er det vigtigt,” lød budskabet fra oplægsholder Jane Thostrup Jagd, lead researcher ved Center for ESG Research.

Overordnet set fik de omkring 40 deltagere serveret en dårlig og en god nyhed: Den dårlige var, at danske virksomheder internationalt set ligger i den lunkne ende, når det handler om ESG. Den gode nyhed er, at der dermed er god plads til forbedring, og det kan investorerne rigtig godt lide.  

“Tag eksempelvis Blackrock, der har listet en lang række virksomheder efter deres CO2-udslip i forhold til omsætning – det, der kaldes carbon intensiteten. De virksomheder, som har reduceret deres carbon intensitet mest over en periode, er de, som performer økonomisk bedst på listen. Udviklingen i carbon intensiteten er en proxy, der viser, at virksomhederne kan omstille sig. De viser agilitet, og det kan investorerne rigtigt godt lide,”

At professionelle investorer i stadig højere grad ser på deres og virksomhedernes etiske fodaftryk, kræver blot et blik i medierne i disse dage. Ifølge en opgørelse i Information ejer danske pensionskasser aktier for ca. 657 mia. kr., og over for P1 gjorde både ATP og MP Pension det klart, at de aktivt bruger ESG i investeringsbeslutninger.

Sammenlignet med virksomheder i resten af verden, er danske virksomheder rigtig gode til at rapportere på det sociale område, mens vi er gennemsnitlig på miljøsiden, fortalte Jane Thostrup Jagd. Når det handler om governance, står det derimod rigtig skidt til, konstaterede hun på mødet, der blev afholdt hos it-virksomheden Better Collective.  

“I en række andre lande som England, USA, Holland og selv Kina er virksomhederne bedre til at fortælle om, hvad der sker i bestyrelsen, hvor ofte de mødes, hvad de får i honorar, hvad komiteerne laver etc. Det gør vi ikke i Danmark, og der er noget at tænke over, hvis man gerne vil tiltrække internationale investorer“ lød det fra Jane Thostrup Jagd.

Dialog og valide data

Men hvordan sikrer man sig, at virksomheden flytter sig fra, at ESG er noget med sommerfugle i en rapport til at være en seriøs og integreret del af rapporteringen. Og, ikke mindst, hvordan sørger man efterfølgende for, at investorerne opdager det fine arbejde?  

Ifølge Jane Thostrup Jagd handler det eksempelvis om at svare grundigt og fyldestgørende, når eksempel rating agenturer henvender sig. Ellers vil de selv udfylde hullerne, og det kommer der sjældent noget godt ud af, som hun udtrykte det. Derudover opfordrede hun til at investere tid i at skabe tætte relationer med IR’s nye ven, engagement bureauer, der tager dialogerne med virksomhederne på vegne af investorerne og dermed fungerer som budbringer af både gode og dårlige udviklinger.

Hun pegede desuden på TCFD (Task Force on Climate-related Financial Disclosures), som er en række anbefalinger til, hvordan virksomheder skal rapportere om forskellige klimarisici.  “Har I ejere som eksempelvis ATP, vil I blive spurgt om dette. TCFD er kæmpestort i USA, England, Holland og mange andre lande, men endnu ikke i Danmark. Kun 11 virksomheder i Danmark har underskrevet TCFD-anbefalingerne. Men det kommer med 100 km/t. ikke mindst via rapporteringskrav fra jeres investorer, så sæt jer ind i det,” opfordrede Jane Thostrup Jagd.

Hun lagde flere gange vægt på kvaliteten af ESG-data, der, som hun udtrykte det, er helt forfærdelig, også i Danmark, fordi man ikke oplyser fyldestgørende om regnskabsprincipper for ESG-tallene og ofte glemmer forklaringer på forandringer – især de negative.

Det er helt afgørende, at investorerne har let adgang til afgrænsede, pålidelige og sammenlignelige data, der er lette at forstå, understregede hun. Disse data kan ofte findes i et samarbejde mellem kolleger fra corporate finance og sustainability-afdelinger. Et eksempel kunne være udviklingen inden for virksomhedens forbrug af fossile brændsler. Data ligger i systemerne, dokumentationen er i fakturaerne over brændslerne, og det handler bare om at gøre dem brugbare i ESG-regi.

“Et højt tal for CO2 siger ikke noget, før det er sat i forhold til produktion, omsætning eller cashflow. Det er vigtigt at forstå. Her skal man bruge de samme kvalitetskontroller som med finansielle tal. Det er ikke svært, men det kræver lidt fodarbejde,” lød det fra Jane Thostrup Jagd.

Fondsbørsen samler ESG-data

ESG kan måske virke uoverskueligt for mange virksomheder, der heller ikke nødvendigvis har stor tillid til rating agenturernes analyser. Men det er der råd for.

Carsten Borring, Head of Listings & Capital Markets, Nasdaq, fortalte på mødet om en ny ESG-data portal, hvor Nasdag i København forsøger at samle og forenkle ESG-data direkte fra hestens mule. Ideen er, at virksomhederne selv fodrer portalen med data, som investorerne så kan trække på, når de ønsker det. Som det er lige nu, bliver virksomhederne spurgt ud om 30 standardiserede hovedspørgsmål, og indtil videre er 200 ud af 1.000 virksomheder på Nasdaq Nordic aktive på den nye platform, fortalte han:

“Det er blevet vel modtaget, men mange virksomheder er stadig lidt fodslæbende i forhold til at komme med ombord. Men det handler om at komme i gang”.

Nasdaq er også overbevist om, at ESG er kommet for at blive.

“Jo flere CEO’s som får spørgsmål om ESG på roadshows, desto mere rykker vi denne vej. Vi er overbevist om, at ESG kun bliver større, og vi vil gerne blive en slags krumtap for udviklingen i Norden,” lød det afsluttende fra Carsten Borring.

Jane Thostrup Jagds syv pointer fra mødet:

  • ESG kan være noget marketing-pjat, men kun hvis man griber det uheldigt an
  • ESG er vigtig for investor og derfor også for virksomhederne
  • ESG data skal være af god kvalitet
  • Udvælg få, men vigtige ESG rating surveys – svar på det hele
  • Engagement bureauer er IRs nye ven.
  • Overvej at signe op på TCFD – investor skal alligevel bruge data
  • Brug SDGerne fornuftigt – rapporter kvantitativt om fremskridt

Link til Integrated Ratio Guideline – ESG and Combined Financial & Non-Financial Ratios, Center for ESG Research