Nyheder

17.12.2018

Nasdaqs traditionelle julebrunch – indtryk fra årets sidste medlemsmøde

Der har i en årrække udviklet sig en fin tradition for, at årets sidste medlemsmøde er den meget populære og mere uformelle julebrunch, som Nasdaq Copenhagen er vært for. Denne gang var ikke nogen undtagelse og over 40 medlemmer mødte op til en hyggelig brunch og netværkssnak tilsat opdatering om den seneste udvikling hos fondsbørsen – og ikke mindst hos politikerne på Christiansborg.

Året på fondsbørsen – Carsten Borring, Head of Listings
Nasdaq en stor global spiller med mange brands og god gang i noteringerne over ti i Danmark, hvilket måske ikke lyder af så meget, men det er historisk højt niveau. Hele året har der været godt gang i aktiemarkedet generelt, hvilket skaber interesse omkring de noterede selskaber, men som især også er gavnligt for væksten og dynamikken i samfundet. Der er nu over 1.000 noterede selskaber i Norden samlet set.

Aktiemarkedet ville være fattigere, hvis det det ikke var for kravene fra aktive aktionærer og investorer, der både er risikovillige, men også stille de kritiske spørgsmål – det gælder for alle noterede selskaber. Generelt er der mange spændende selskaber på First North, som de store selskaber opfordres til at kigge nærmere på – der kunne være spændende muligheder. First North har været udsat for en del kritik i medierne, hvor Nasdaq også blev beskyldt for at notere for mange og/eller for tidligt. Det blev dog tilbagevist som værende for unuanceret med henvisning til udviklingen i afkast, men forventningsafstemningen kunne forbedres.

ESG – The new black or not? Det er et utroligt kompliceret område med mange niveauer, som man skal sætte sig grundigt ind i. Nasdaq har oprettet et indeks, hvor selskaberne opfordres til at rapportere ind og deltage i pilotprojektet (p.t. omkring 30 selskaber er med). I forhold til rigtigt mange parametre er det vigtigt at sætte fokus på ESG, vise samfundsansvar m.m. Også internationalt er trenden en stærkt stigende interesse og efterspørgsel fra investorerne.

Surveillance sørger for at Nasdaq er en børs, som investorerne har tillid til at benytte. Men bl.a. hvidvaskskandalen har skadet vores image som et ubestikkeligt land med ordentlighed og integritet, og internationale medier har haft meget fokus på såvel denne sag. Men også udbytteskandalen (Cum Ex-trading) udfordrer tilliden til den finansielle sektor. Nasdaq agerer fortsat som interesseorganisation og deltager aktivt i arbejdet med at fremme aktiekulturen i Danmark og bruger en del ressourcer på at demokratisere kapitalapparatet gennem aktiesparekontoen, så der kommer flere private investorer.

Så blev det atter jul på Borgen – Lisbeth Knudsen, chefredaktør på Mandag Morgen
Med finansloven på plads uden den store ballade med kompromiser ang. flygtninge på Lindholm og ekstra penge til pensionisterne, så er nedtællingen til Folketingsvalget nu i gang – spørgsmålet er kun hvornår. De fleste på Borgen regner med valg i marts efter en nytårstale, hvor Lars Løkke præsenterer et oplæg til sundhedsreform som valgkampsoplæg, da reformen nu er udsat på tredje måned pga. problemer med at finde den rette løsning til regionerne, som der kan skaffes flertal for.

Og selv om vælgerne måske er nok så trætte af politikere, der mundhugges, så bliver det sandsynligvis en beskidt valgkamp! Iflg. de seneste meningsmålinger står Socialdemokratiet (A) til at vinde 34.000 stemmer fra de borgerlige, men mister dem igen inden for rød blok og til de Radikale, hvilket ikke gør dem så meget i forhold til et regeringsskifte. Dansk Folkeparti (DF) mister vælgere til Nye Borgerlige, og er ikke så gode til at aktivere sofavælgere længere. DF mister også stemmer til A, og derfor siger Mette Frederiksen næsten ingenting kritisk omkring Finansloven eller nedsættelsen af integrationsydelsen. Regeringen har de seneste par år prøvet at spille ind til vælgerne på den politiske midte uden den store succes, da meningsmålingerne har vist flertal til rød blok siden 2016.

Blokpolitikken vil fortsætte, for befolkningen tænker stadig i rød/blå blok og lader sig ikke påvirke af de mange udmeldinger omkring statsministerkandidater. Der er mange spørgsmål til Lars Løkkes muligheder for at fortsætte som statsminister, men analysen lød, at Lars Løkke skal man aldrig afskrive, selv om Venstre står til det dårligste valg i 30 år. DF står også til tilbagegang, hvor flere markante profiler ser ud til at miste deres plads i Folketinget. Det vil påvirke valgkampen, som bliver meget rå med mange skræmmebilleder. Valgkampens hovedtemaerne bliver:

1.       Udlændingepolitikken og antallet af ikke-vestlige indvandrere,

2.       Råderummet og økonomi til sundhed og velfærd

3.       Klima og miljøspørgsmål

Spørgsmålet, som mange og især medierne ofte efterlyser, om erhvervslederne skal deltage i valgkampen med udtalelser om samfundsansvar? Svaret lød, at hvis de gør det, kunne erhvervspolitikken og problematikken omkring manglen på kvalificeret arbejdskraft måske rykke mere i fokus end nu.

Det globale problem – populismen – skyldes, at der ikke er tillid til politikkernes evne til at løse problemerne og den manglende dialog mellem interessenter. Det er et stort politisk nederlag, at systemerne tillader skattesvindel, udbytteskatteskandale, Britta-sagen m.fl. Og derfor er der 31% af vælgerne, som hverken vil have Mette Frederiksen eller Lars Løkke som statsminister, og det er virkelig mange (18% siger ’ved ikke’). Begge har været i politik i rigtigt mange år, og danskerne er trætte af at se på de samme hoveder.

Vil der så være forsøg udefra på at påvirke valgkampen? Der er allerede konspirationsgrupper i Danmark især inden for udlændingeområdet. Og kommercielt fup og svindel via misbrug af kendte mennesker for at få folk til at klikke på skjulte reklamer er udbredt. Der findes uofficielle mediegrupper, som langt fra føler sig bundet af etik og pressenævnets standarder, men som udnytter, at Facebook-algoritmer er indrettet på at folk reagerer følelsesmæssigt.

I Europa er valgdeltagelsen de seneste år faldet fra 70 til 50%, og især blandt de unge er mellem 20-25% tiltrukket af et teknokratstyre eller en stærk mand i stedet for demokratiet. Men international politik og Brexit interesserer ikke folk i en dansk valgkamp til trods for, at danskerne er blevet betydeligt mere positive over for EU og internationalt samarbejde. De unge er ikke interesseret i Christiansborg– de engagerer sig i enkeltsager eller helt lokale ting – men ikke i partipolitik på landsplan. Udfordringen er, at få folk til at stemme – også selv om valgdeltagelsen i Danmark endnu ikke er så negativt påvirket som andre steder.

Summa summarum – så bliver 2019 på mange områder et spændende år, vi går i møde.

PDF-artikel: Nasdaqs traditionelle julebrunch – indtryk fra årets sidste medlemsmøde