Nyheder

09.09.2015

PRESSEINFO om DIRFdagen 2015

Investor relationer i udvikling: Investor relations-ansvarlige drevet af ambitioner

Af: Lars Sandstrøm – Corporate Relations

De investor relations-ansvarlige får stadig flere opgaver og ansvars­områder i kontakten med kapitalmarkedets interessenter. Det kræver kompetence­udvikling, og at de har fingeren på pulsen i forhold til de mange forandringer, som den børsnoterede virksomhed møder; både økonomisk, juridisk og kommunikativt. Det er netop disse forandringer og ønsket om at levere best practice, der er fokus på Dansk Investor Relations Forenings (DIRF) årlige dag for investor relations-ansvarlige.

Arrangementet, DIRFdagen, finder sted på First Hotel Copenhagen den 21. september kl. 9-17.

Nye krav til kompetencer

Blandt talerne er bl.a. Ross Hawley og Gillian Karran-Cumberlege, der, begge med fødderne plantet i det britiske kapitalmarked, taler om investor relations (IR) rolle i dag og i fremtiden; kravene til udøverne af faget, og behovet for kompetenceudvikling.

Faget har således udviklet sig markant over de sidste år med nye ansvars- og fokusområder, nye krav fra interessenter, og nye love og standarder for børsnoterede virksomheders rapportering og kommunikation. De IR-ansvarlige kan ikke længere nøjes med at være gode til tal. De skal også kunne kommunikere, kende betydningen af sociale medier, kunne rådgive om god selskabsledelse, belyse risici og kunne håndtere spørgsmål om ansvarlig udvikling og bæredygtighed. Der er mange bolde at jonglere.

Bestyrelsens nære samarbejdspartner

Et andet væsentligt fokusområde for de IR-ansvarlige er rollen som sparrings- og samarbejdspartner for direktion og bestyrelse. På DIRFdagen diskuteres det eksempelvis, om IR skal knyttes tættere til bestyrelsen, der på den måde vil få mere præcis feedback fra kapitalmarkedet og gode råd til den strategiske styring af virksomheden. Det spørgsmål diskuterer Thomas Kudsk Larsen, der er ansvarlig for IR hos AstraZeneca, Lone Fønss Schrøder, der bl.a. er bestyrelsesformand i Saxo Bank og Lars Vinge Frederiksen, der bl.a. er bestyrelsesformand i Matas.

Nye tendenser

Endelig giver DIRFdagen tre forskellige bud på væsentlige tendenser på IR-området og deres betydning for IR-arbejdet. Der er fokus på, hvordan virksomhederne brænder igennem med den gode fortælling om værdiskabelsen, der bliver zoomet ind på de såkaldte ”proxy advisors”, der får stadig større betydning for det aktive ejerskab, og endelig bliver der set nærmere på, hvordan ændrede regulatoriske rammer påvirker betingelserne for udøvelsen af best practice investor-kommunikation.
Mere information

Kontakt DIRF for mere information om DIRF og DIRFdagen

Sekretariatschef Tina Høilund Pedersen, telefon 53 67 84 64

Formand for DIRF og IR-direktør i Tryg A/S Lars Møller, telefon 22 66 66 05

Presseinfo som pdf