Nyheder

14.11.2014

Vix og vennerne

Af: Eytan Steinitz, redaktionschef på TV 2 Finans

Når man hører om volatilitet og uro på markederne følger forkortelsen VIX næsten altid med. Men faktisk er VIX bare én ud af en hel gruppe volatilitetsindekser.

VIX er Chicago Board Options Exchange Market Volatility Index og måler den forventede volatilitet de næste 30 dage i det brede Standard & Poor’s 500-index.

VXN og VXD måler den tilvarende volatilitet i Nasdaq- og Dow Jones-indekserne. Der er en hel serie af disse indekser, som måler svingningerne i olie, guld, valuta og renter. Oveni findes endda indekser for volatiliteten i enkelte globale aktier: VXAN for Amazon-aktien, VXIBM for udsvingene i IBM, og VXAPL for klodens mest værdifulde selskab Apple.

Og så findes der minsandten også et volatilitets-indeks på VIX selv. Det hedder VVIX og er altså et VIX af VIX.