Nyheder

26.11.2012

Mærsk sejlede flot debut hjem

108 års tilløb skulle der gå, inden Mærsk solgte fortællingen om sig selv på en kapitalmarkedsdag. Olieforretningen og oliereserverne var den store historie.

Af: Eytan Steinitz, souschef på TV 2 Finans

Det er dog ikke et krav at have nyheder med i tasken på kapitalmarkedsdage, lyder meldingen fra mere erfarne selskaber. Og så viste det sig svært at holde Mærsk-komsammen uden storebror.

Hvis A.P. Møller – Mærsks hovedkvarter havde ligget vest for Storebælt, ja så havde man nok kaldt det store fremmøde til selskabets første kapitalmarkedsdag for “ikke så ringe endda.” 300 deltagere – enkelte fra destinationer så langt væk som Kansas eller Californien – mødte frem. Langt størsteparten var investorer. Og en simpel google-søgning på Mærsk og kapitalmarkedsdag giver knap 65.000 hits.

Det får dog hverken IR-chef Henrik Lund eller andre på Esplanaden til at driste sig til at sætte ord som “succes” eller “glæde” på arrangementet. Og på fremmødet. Faktisk sætter de slet ikke tillægsord på det.

Ikke desto mindre kan det meget sikkert fastslås, at interessen var enorm. Kapitalmarkedsdagen fik massiv mediedækning og helt ind i november – 3 uger efter kapitaldagens afholdelse – dukkede avishistorier op med udgangspunkt i informationerne fra Mærsk-dagen.

Henrik Lund siger dog, at “når vi ser, hvad analytikerne skriver efterfølgende, så er vores budskaber trængt igennem.”

Nyheder på plussiden
Og budskabet var koncentreret om én ting: Olien. Mærsk udsendte da også på kapitalmarkedsdagen en fondsbørsmeddelelse med de første oplysninger nogensinde om selskabets oliereserver. Øvelsen på dagen var at vise helt indiskutabelt, at Mærsk kan nå sit mål om igen at producere 400.000 tønder olie dagligt.

Det er imidlertid ikke noget krav, at man som selskab leverer en nyhed, når der afholdes kapitalmarkedsdag. Sådan lyder det fra nogle af de garvede selskaber, som flere gange har afholdt den slags.

“Vi vil i og for sig helst undgå breaking news. For os handler det om at gå dybt ned i ét emne og give en bedre forståelse af vores forretning,” siger Peter Kondrup, VP for IR hos Carlsberg. Bryggeriet inviterer til kapitalmarkedsdage hvert andet år med skiftende geografi. Carlsberg-dagene har været afholdt i både Schweiz, Rusland og Danmark.

Heller ikke i industriselskaberne FLSmidth eller NKT er det nyhederne, som skal lokke deltagere til kapitalmarkedsdage. Begge selskaber har været i gang med disse siden midt i 00’erne.

“NKT tilstræber at uddybe deltagernes forståelse for forretningen. Direktionen i datterselskaberne vil typisk stå for en stor del af præsentationerne, og det er med til at skabe en større forståelse. Det er ikke ensbetydende med at præsentere nyheder. Hvis vi præsenterer nyheder, vil det samtidig blive offentliggjort som en selskabsmeddelelse via børsen,” er meldingen fra CFO Michael Hedegaard Lyng.

Ledelsen på plads
For Pernille Friis Andersen, IR- og kommunikationschef chef hos FLS, kan det gå lidt begge veje:
“Vi er lidt i et skisma mellem, at det vi præsenterer på sådan en dag også skal være nyt for deltagerne. Men hovedsigtet er at komme dybere i forretningen og møde ledelsen.”
Det sidste var i den grad også tilfældet på Mærsk-dagen. Selve programmet havde de første fire topfolk med fra allerøverste niveau i koncernen: Nils Smedegaard Andersen, finansdirektøren Trond Westlie, chef for olieforretningen Jakob Thomasen, og terminalchefen Kim Fejfer, som var fløjet ind fra det hollandske hovedkvarter. Og flere ledere på de øverste niveauer var til stede.
“Vi fik god feedback på vores mingling-koncept,” siger Henrik Lund. “Analytikere og investorer havde i pauser, under frokostbuffeten samt efter det formelle program mulighed for at gå direkte til gruppens topchefer med deres spørgsmål.”
Og ingen tvivl om, at Mærsk har gjort sit hjemmearbejde på den front. For de mere erfarne udi kapitalmarkedsdage lægger også meget vægt på, at ledelsen er godt repræsenteret:
“I NKT deltager både CEO, CFO og Chief Technology Officer så vidt muligt på kapitalmarkedsdagene. Vi anser det for at være en god mulighed for at mødes med vores stakeholdere,” lyder det fra Michael Hedegaard Lyng.
“Ved Vestas’ seneste kapitalmarkedsdag var et af temaerne at møde den nye topledelse i Vestas, hvor fire af de fem er nye ansigter. Vi ville med andre ord gerne sørge for, at mange investorer, analytikere og journalister fik dannet sig et indtryk af Vestas’ topledelse,” fortæller Lars Villadsen, senior vice president med ansvar for IR i vindmølleselskabet.
Kuffert til kapitalmarkedet

Skal Mærsk prøve kræfter igen med en ny kapitalmarkedsdag, ja så er det oplagt at pakke kufferten og finde en ny spændende destination. Kapitalmarkedsdagene foregår typisk på skift ude og hjemme.
Sådan gør kollegerne i Carlsberg det – bl.a. med besøg i Rusland. Det gør Vestas, hvor man både har været i Colorado og Tianjin i Kina. Og NKT, hvor Michael Hedegaard Lyng beretter, at “dagen typisk foregår hos et af vores datterselskaber og gerne i forbindelse med produktionsfaciliteter. Således var vi i år i Køln hos NKT Cables og fik præsenteret den nye søkabel- og højspændingsfabrik. Sidste år var vi i Kalundborg hos NKT Flexibles og så deres produktionsfaciliteter og året før i Shanghai, hvor vi både besøgte fabrikker hos NKT Cables og Nilfisk-Advance.”
Mærsks egen dagsorden var olien. Ikke mindst det faktum, at fire felter i tre lande med meget stor sikkerhed bringer selskabet tilbage til at producere 400.000 tønder olie dagligt. Det gælder felterne i Angola, Norge og Storbritannien, hvor både Culzean og Golden Eagle er med i regnestykket.
Olievejen er brolagt

Og analytikerne køber argumentationen: “Jeg synes, vi har fået brolagt vejen mod de 400.000 tønder, selv om reserverne skuffede lidt. Målene for oliereserverne er dog ambitiøse,” siger Nykredits Mærsk-analytiker Ricky Rasmussen, og tilføjer:
“Tidligere var olien en black box hos Mærsk. Kapitalmarkedsdagen viste, at der skal bruges en hulens masse penge, og at vi skal vente et markant fald i afkastningsgraden (ROIC) på oliesiden. Samlet set har dagen øget både gennemsigtighed og værdi i selskabet.”

A.P. Møller – Mærsk valgte selv den forsigtige og konservative tilgang til oliereserverne. F.eks. regnes der ikke med reserver i Qatar efter den eksisterende aftales udløb i 2017 – selv om både Mærsk og omverden klart lader skinne igennem, at det er svært at forestille sig et komplet brud med Qatar.
Og fra super-feltet Johan Sverdrup, som Mærsk er med i, er der rapporteret flere gode nyheder siden kapitalmarkedsdagen. Fundet er et af de største siden 1980erne, og er delt i flere licenser. Det norske Olieselskap er operatør på den del, Mærsk også har licens til.
Mærsk Line ikke til at overse

Tilbage står så det store spørgsmål oven på kapitalmarkedsdagen: Lykkedes Mærsk med operationen?
“For 2 år siden var ni ud af 10 aktieanalyser skrevet på Gruppen fokuseret på Maersk Line. Maersk Line er naturligvis en meget betydelig del af vores virksomhed, men 62 % af den samlede kapital er investeret i andre aktiviteter. Vi så allerede før kapitalmarkedsdagen betydelig mere fokus på Maersk Oil og APM Terminals. Så kapitalmarkedet er ved at udvikle et mere holistisk syn på Gruppen,” lyder det fra Henrik Lund.
Omtalen af Mærsks regnskab for årets første 3 kvartaler var dog i høj grad tilbage på det gamle spor – Maersk Line og containerne var i centrum. Eller som Ricky Rasmussen formulerede det lige efter kapitalmarkedsdagen: “Det er fortsat vores vurdering, at hovedfokus også i den kommende tid kommer til at ligge på udviklingen i Maersk Line, der netop er den store svingfaktor i koncernens samlede resultater og i selskabets cash flow fra driften.”
Og verdens største containerrederi er da heller ikke sådan at holde ude, når det nu er storebror i foretagendet, og der er træf i Mærsk-familien. Så selv om olien og terminalerne satte temaerne på kapitalmarkedsdagen, ja så dukkede Mærsk Line-chefen Søren Skou op sidst på dagen, så gæsterne havde hele gruppens ledelse til stede. Og Mærsks afskedsgave til deltagerne på dagen var en lille rygsæk. Ikke med Mærsk Oil – men med Mærsk Lines logo på.