Nyheder

01.10.2012

Sociale medier – reportage fra NIRC 2012

Sociale medier vinder større og større indpas som et strategisk kommunikationsmedie for større virksomheder.

Af: Lars Sandstrøm

Af chefrådgiver Lars Sandstrøm, Bysted 

Kort reportage fra NIRC 2012 om sociale medier

Sociale medier vinder større og større indpas som et strategisk kommunikationsmedie for større virksomheder. I USA benytter mange virksomheder flere typer af medier som en del af deres koncernkommunikation. I Danmark har virksomhederne indtil videre været mere tilbageholdende med at tage ”nye” medier som Facebook, LinkedIn, Twitter og Youtube i brug.

En af de virksomheder, der tager sociale medier alvorligt, er Novo Nordisk. På NIRC 2012 talte kommunikationschef, Benedikte Larsen og projektleder for sociale medier, Kasper Kofod om virksomhedens erfaringer med sociale medier.

Novo Nordisk’ tilgang til brugen af sociale medier er strategisk; bundet i virksomhedens KPI-fokus og ønsker om at kommunikere forskellige væsentlige temaer med betydning for image og omdømme. Det betyder også, at der i udviklingen og anvendelsen af nye medier tages stilling til mål, målgruppe og kommunikationsfokus. Og udfordringer og risici overvejes nøje.

Det betyder ikke, at Novo Nordisk ikke kan være mål for kritik og modstand på sociale medier. Det gav de to oplægsholdere et godt eksempel på. Novo Nordisk har således i en periode oplevet en sand sociale medier-storm for sit sponsorat af den amerikanske, diabetesramte medieyndling – og forkynder af god (og ofte fed og usund) mad – Paula Deen.

Novo Nordisk har erfaret, at det kræver særlige kommunikationsevner og strategisk online issues management at håndtere kritiske interessenter på de sociale medier. Gennem virksomhedens US facebook-side har Novo Nordisk dog haft et dedikeret forum til at håndtere dialogen med sine interessenter, ligesom virksomheden også anvender twitter, Linkedin og Youtube i sin koncernkommunikation.

Det skal i de kommende år blive interessant at se, hvordan danske virksomheder drager erfaringer med at udvikle og anvende sociale medier, hvad enten kommunikationen er rettet mod kunder, jobsøgere, studerende, investorer eller noget helt femte.