Nyheder
28.04.2009
Det handler om overlevelse – ikke et ord om Twitter
Det er ikke længe siden, at Twitter var et vældig godt diskussionsemne, nå IR-folk mødtes for at tale fag.
Af Thomas Einfeldt, Einfeldt Kommunikation, bestyrelsesmedlem i DIRF
Det handler om overlevelse – ikke et ord om Twitter
Det er ikke længe siden, at Twitter var et vældig godt diskussionsemne, nå IR-folk mødtes for at tale fag. Twitter, det sociale netværk, der formidler korte beskeder og situationsrapporter mellem brugernes computere og mobiltelefoner, blev for blot et halvt år siden regelmæssigt ført i marken som et naturligt skridt i evolutionen af selskabets IR-platform. Sådan er det ikke længere!
Efter recessionen er det bestemt ikke Twitter, der tager opmærksomhed. Det fremgik af årskonferencen hos IR Society, DIRF’s britiske søsterorganisation, i London den 21. april. Konferencetemaet “Navigating the new landscape” havde samlet mere end 300 deltagere til en konferencedag i højt tempo, med fokus på blandt andet fremtidens aktiehandelsplatforme, nye Corporate Governance-vinkler i lyset af krisen, og fremtiden for traditionel investment banking.
Men det tema, der uden sammenligning tiltrak sig mest opmærksomhed, var IR-funktionens aktuelle udfordring: at (gen)skabe markedets tillid til selskabets overlevelseskraft. I indlæg efter indlæg blev det slået fast af både IR-praktikere, analytikere og investorer, at:
- Selskabernes muligheder for at ’forecaste’ markedsudviklingen er stærkt forringet på grund af den økonomiske krise, næsten uanset branche.
- Et forecast uden det nødvendige datagrundlag er skrøbeligt og utroværdigt. Det smitter af på vurderingen af selskabets ledelse.
- Hvis visibiliteten er så ringe, at et forecast ikke giver reel mening, så foretrækker analytikere og investorer at få indblik i usikkerheden om selskabernes arbejdsbetingelser og planlægningsramme efter devisen “Tell it like it is.”
- Årets resultat (og næste års med for den sags skyld) er ikke vigtigt lige nu. Risikoen for betalingsstandning og konkurs betyder alt.
- Markedet søger bekræftelse af, at selskabets ledelse anerkender krisens alvor og har en realistisk handlingsplan for komme helskindet igennem.
- Nedbringelse af gæld, maksimering af cash flow og en nedad-fleksibel omkostningsbase er de tre vigtigste prioriteter, når analytikere og investorer skal evaluere selskabernes handlingsplaner.
En god IR-strategi skal derfor fokusere på at:
- Informere tæt om udviklingen i selskabets balance, gældsposter og likviditetssituationen.
- Informere lige så tæt om, hvad selskabet kan gøre for hurtigt at reducere omkostningsbasen, hvis det skulle blive nødvendigt.
- Forklare ledelsens indsats i øvrigt for at bringe selskabet frelst gennem krisen.
- Styrke dialogen med de investorer, der er indstillet på en eksponering i det aktuelle investeringsklima.
Konstruktive anbefalinger i et marked, der på trods af sporadiske meldinger om nye grønne skud i økonomien, ”green shoots”, er kendetegnet af et fælles sortsyn på konjunkturudviklingen i både 2009 og 2010. I denne stemning af “doom and gloom” havde “nice-to-have IR tools” ikke en chance for at skabe interesse – heller ikke Twitter.
28.04.2009